Jeg lover, at jeg ikke kommer til at gøre det til en vane at opdatere herinde, hver gang der sker det mindste i mit personlige liv. Tænker at jeg har en enkelt update i mig efter denne og så skal I nok slippe for min sæbeopera af et liv fremadrettet. 😆

Jeg ville blot nævne at operationen gik godt. Det var i går og jeg var hjemme samme dag, ét bryst lettere. Det var forfærdeligt at vente op til. Jeg græd pinligt mange gange den dag. Allermest da de lagde den der radioaktive væske, som skulle hjælpe dem til at tjekke mine lymfeknuder. Den sygeplejerske, der skulle lægge det på mig lignede en af mine søskende på en prik. Det var lidt vildt. Jeg tror det ramte mig der, at nu var det virkeligt og der var ingen vej tilbage, så jeg græd ret meget. Fik også hele tiden at vide af personalet at de godt kunne forstå det fordi jeg stadig var lige ung nok til at skulle igennem sådan noget. Og så var det også min allerførste operation ever.

Men igennem det skulle jeg jo. Alle de forfærdelige nåle den dag. @,@

Kæreste fik operationstøj på og fik lov til at holde mig i hånden mens de gjorde klar. Hans hænder var så varme i et rum, der var så koldt. Det var rart at blive indhyllet i mørket da de lagde narkosen. Fløj i et vidunderligt tomrum og jeg tror jeg drømte noget dejligt for pludselig sagde de “så er det overstået, Nangijala. Kan du lige kravle over på båren her?” Og jeg tænkte bare “ej lad da lige være! Jeg sov så godt, jo”.

De kørte mig over på opvågning hvor jeg satte mig op ret hurtigt fordi jeg følte mig klar til at tage hjem, men de bad mig lægge mig igen og sove videre. Nåh nåh. Klokken var lidt over to da jeg spurgte om jeg måtte se Kæreste og de sagde at de lige skulle tjekke mig. De syntes min puls var for høj.

Jeg lå og havde de mest latterlige narkose-drømme om grå hospitalsgange og venteværelser, hvor der sad folk i beige tøj. Det var så røvsygt at jeg hellere ville være vågen, selvom virkelighedens verden ikke var et hak mere spændende. Kiggede meget på uret på væggen. Jeg havde udsigt til søerne, hvilket var nice nok og så spillede de en masse no stress musik. Der var et skilt på væggen, der mindede personalet om at saftevand skulle skiftes hver anden time eller sådan noget. Jeg var skæv, så hvad ved jeg. Men hold nu op hvor kan de finde ud af at blande saft på hospitalet. Det var satme som at være barn igen. Og fik en lille, men meget tiltrængt sandwich. Hvorfor klager folk over hospitalsmad?? Det er sgu da pisse nice.

Kæreste sagde at min puls var så voldsom at han kunne se den dunke i min hals. Jeg spurgte sygeplejersken om det er fordi jeg er tyk at min puls er så latterlig og hun sagde at det mente hun ikke. Min kirurg kom ind og talte med mig om operationen. Hun virkede mega tilfreds med sit arbejde og det var rart.

Sygeplejersken fjernede det klamme drop i min arm, hvilket var den eneste ting jeg havde været mere opsat på at snakke om end at få Kæreste ind til min seng. Det var en lettelse. Da jeg så ned ad mig selv for første gang og den ene side var helt flad, var jeg stadig for skæv til at tænke andet end at det var da godt nok et spicy syn.

Da vi kom hjem lå der en buket blomster og en æske chokolade fra mine søskende og et meget sødt kort. Det var første og eneste gang efter operationen at jeg begyndte at græde. Jeg var alt for skæv til at græde normalt så tårerne trillede bare, mens jeg mumlede usamhængende ting. Jeg skulle tisse helt vildt og det var blåt, hvilket var det jeg havde glædet mig allermest til ved hele situationen. De havde advaret mig forinden at mit tis ville være blåt de næste 24 timer og at det ikke var farligt. Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg ikke kunne vente med at sende et billede af det til min bedste veninde så hun kunne se det. Hendes reaktion skuffede ikke.

Fik talt i telefon med Tvebak, der grinte ad mig over noget jeg sagde. “Ja, du er vist stadig påvirket af narkosen”. Og det var jeg åbenbart. Verden var normal, men jeg var i slow motion. Bevægelser og ord og min fatteevne var hysterisk langsomme sammenlignet med normalen. Jeg fik sovet lidt og så kom hjemmesygeplejersken om aftenen og gav mig blodfortyndende medicin med en nål (yay!🎉 det skal jeg igennem hver aften i 14 dage 🥳🥳) og det gjorde pisse ondt og det var overhovedet ikke nogen lille nål, som de havde sagt på hospitalet. Get fucked D8

Sygeplejersken var tilgengæld mega sød, ligesom alt personalet har været indtil nu. Hun blev hos os i et stykke tid og vi fik udvekslet telefonnumre og snakket lidt frem og tilbage om alt muligt. Hun blev ved med at sige at vi boede et mega dejligt sted og at vores hus var super hyggeligt. 💪 og det er jo heller ikke løgn.

“Vi har spætter” sagde jeg og det syntes hun var sejt.

Jeg skulle sove på en bestemt måde som ikke er naturlig for mig og nu gør alle muskler i min krop ondt. Jeg er nødt til at kompensere hele tiden samtidig med, at jeg laver øvelser med min arm så der er muskler jeg ikke anede jeg havde, som er kommet på overarbejde. Jeg morer mig lidt over at alt andet end mit sår gør ondt. Føles vitterlig som om jeg har fået tæsk med et jernrør over hele kroppen, men mit sår chiller bare.

Jeg har heller aldrig ædt så mange piller i mit liv som jeg har gjort de sidste to dage. Så meget smertestillende. Holy shit. Kæreste fik et papir med tidspunkter, hvor jeg skal tage pillerne og det står han for, ellers ved vi begge to godt at jeg glemmer det. I det hele taget skal Kæreste have så meget ros og fanfare. Fuck man. Jeg vidste jo godt at han var en god en, men åh. Han sagde det selv: I medgang og modgang. 🥹

Han har også været lidt i protector-mode i dag, da vi skulle ind og tjekkes på hospitalet. Folk kigger jo. Jeg ser mærkelig ud. Asymmetrisk og skæv. Kæreste tog mig i hånden og så gik vi afsted som om det hele var normalt.

Såret så rigtig fint ud og sygeplejersken var tilfreds med det. Hun gav mig en bh med en vat-pat i og da hun havde monteret den på mig, så jeg fuldstændig normal ud. Kæreste lyste op. Han var så glad for at nu kunne jeg være ude blandt folk uden at skulle frygte deres blikke.

Jeg går lidt og venter på at der kommer en eller anden traumereaktion over det jeg har været igennem, men indtil videre er det, der modsatte jeg oplever. Jeg er meget lettet. Jeg har været så stresset i så lang tid at mine sanser har været påvirket.

Jeg fik briller på et tidspunkt fordi jeg ikke kunne se ordentligt og i de sidste par år, har jeg fået dårligere og dårligere hørelse. Jeg kan fx ikke høre græshopper længere.

Men i dag, da jeg sad med terrassedøren åben og så en film, da kunne jeg pludselig høre dem. Græshopperne i min have. Jeg kunne høre dem!! Og måske er jeg også bare fjollet, men jeg synes også at alting har kraftigere og flottere farver end de har haft længe. Mit syn flimrer næsten ikke mere. Der var et tidspunkt sidste år, hvor jeg græd fordi vi tog ud for at kigge på stjerner og mit syn flimrede så meget at jeg faktisk ikke kunne se dem.

Men alt har ændret sig på en underlig måde. Sort er sort i stedet for grå flimmer. Jeg kan høre græshopperne! Jeg kan sågar dufte mine urter i haven. Helt ind i soveværelset. Og det nyvaskede sengetøj. Og maden, kæreste laver. Jeg kan lugte mit smølfepis, hvilket ikke er den mest behagelige lugt. Ti virile hankatte kan ikke måle sig med mit hospitalspis. Men hold kæft hvor alting dufter. Jeg har haft næsen helt nede i vores kaprifolier i flere uger og ikke kunnet lugte en skid. Fuck mand, hvor har jeg været så meget mere stresset end jeg troede jeg var. Hvor er livet dog dejligt når man kan sanse det ordentligt.

Ja, jo, de skar noget af min krop og hvad ved jeg, men jeg tror ikke I forstår hvor lykkelig jeg er ligenu. Det vælter ind konstant med beskeder fra folk der holder af mig. Selv vores kunder har skrevet til mig på vores gamle virksomhedsmail og alle siger det samme: fuck deadlines, det her er vigtigere. I bliver færdige når I bliver færdige.

Jeg havde oprigtigt ikke forventet det overhovedet. Det er virkelig det stress kan gøre ved en. Man kan blive så alene inde i hovedet at man kan bilde sig selv ind at man ikke betyder noget for nogen. Ikke sådan rigtigt. Men fuck mand, det er virkelig gået op for mig, at jeg ikke er alene.

Og nu nyder jeg bare at mine sanser er et bedre sted. Min tinnitus har ikke været så lav som den er nu siden før corona. Det er vitterlig blot den gamle summen, jeg har haft siden jeg var barn. Og jeg havde troet i alle de år at jeg havde ødelagt min hørelse fordi jeg bruger earbuds. Men det var bare stress.

Måske kommer der en reaktion en dag, der river mig tilbage ned i mit stress-helvede, men fuck hvor jeg nyder livet ligenu. Sagde også til min svigermor at jeg var glad for min vat-pat for selvom jeg egentlig ikke tog mig super meget af at folk glor, så gider jeg heller ikke de der medlidende blikke som om jeg er et offer eller sådan noget. Seriøst, jeg havde det så meget værre da jeg var intakt fordi alt i mit liv handlede om at holde ud og vente for evigt. Limbo hele tiden. Det her med brystet er den første ting, der har løst sig og som er så godt som overstået i de sidste tre år af mit liv. Jeg vil hellere have ting skåret af mig end at fortsætte det lorteliv, hvor jeg er en slave for andres beslutninger hele tiden og bliver revet rundt i en manege jeg ikke selv har bygget eller haft indflydelse på, men alligevel forventes at opretholde og bære for andres skyld.

Lad mig nyde, hvor grønne træerne er, hvor kraftigt min salvie dufter og lyden af græshopperne i aftensolen.

Jeg kommer lige med en lille update, fordi mit liv er pænt tosset for tiden.

Man skulle tro, at nyheden vi fik i mandags om, at jeg skal have fjernet mit bryst og potentielt en lymfeknude eller to, ville være alt, der fyldte i mine tanker lige nu, men nej.

For at holde styr på min søskendeflok, så får de lige alle sammen nogle navne, så I kan følge med: Birk og Ronja, Jonatan og Tvebak.

Med opbakning fra Ronja, som jeg tit taler med, valgte jeg at sende en besked ud til alle søskende i går om hvad der foregår med mig og at jeg helst ikke vil have at mor og far får nyheden.

Det fik sat gang i men masse kærlige beskeder og ønsker om opkald så vi kunne snakke.

Jeg endte med at tale fem timer i telefon med Tvebak om ikke-kræften og om mor og far og om de andre søskende.

Det blev til, at vi aftalte at lave en søskendedag, hvor vi alle sammen kunne ses, hvilket ville være første gang ever, at vi alle sammen var samlet, bare os søskende.

Alle var med på den idé! Og så har jeg jo levet højt på endorfiner og jeg ved ikke hvad efter det. Kæreste synes, at det er rigtig godt, at vi skal ses, men han er også meget skeptisk omkring, om jeg ville være i stand til det med al den heling jeg skal igennem efter operationen. Jeg får en hjemmesygeplejerske til at give mig blodfortyndende medicin i 14 dage efter operationen for at undgå blodpropper og jeg skal til kontrol på hospitalet og evt. have tømt mit “bryst” for sårvæske og tjekkes for inflammation og blødning.

Har fået at vide af nogle af Kærestes kollegaer, der har været igennem det samme som mig, at det bliver rigtig, rigtig hårdt og smertefuldt.

Men jeg er så høj over, at jeg har fået mine søskende tilbage, at vi kan tale sammen og faktisk oprigtigt TALE sammen om alting!! Besked efter besked, opkald efter opkald. Jeg mærker noget gammelt og dødt i mig live op igen på ny.

Mine forældre fandt ud af at Tvebak og jeg havde talt sammen. Jeg har ikke svaret på mors og fars opkald og beskeder siden påske.

Det resulterede i dag i at de konfronterede Tvebak på gaden, da Tvebak var ude og gå tur med sit treårige barn, Emil. Min far havde overfuset Tvebak og råbt ad dem “Hvorfor kan Nangijala godt svare på dine opkald, men ikke på mine og mors? Hvad har du fortalt hende? Hvad har du sagt?”

Og Tvebak sagde ikke noget, andet end, at de vidste ikke hvad mor og far snakkede om og så skyndte de sig væk med Emil og ringede til mig for at sige det.

I mellemtiden var jeg i gang med at tale med Kæreste over telefonen omkring, hvordan vi skulle gribe mine forældre an, for de havde ringet og skrevet til os begge over de sidste par dage for at invitere sig selv på besøg, og jeg havde egentlig tænkt mig at fortsætte med at ignorere dem, men kæreste syntes det var forkert.

“Jeg har intet til overs for din mor, men din far skylder vi i det mindste at forklare os og så må vi tage den derfra. Ellers frygter jeg at din mor står ude foran vores hoveddør en dag og vil ind. Hun er desperat! Desuden er vi ordentlige mennesker og det her ghosting er ikke i orden. Det er ondskabsfuldt.”

Og jeg har jo mine grunde til at ghoste dem, som jeg tror Kæreste må se og høre med egne øjne, men der er ikke nogen måde at tale to narcissister til fornuft. Det kan man ikke. De har aldrig lyttet og de har aldrig ændret sig for nogens skyld.

Men ja, efter Tvebaks opkald og Kæreste og jeg lagde samtalen på køl, ringede Jonatan.

Jonatan ville gerne høre om alt det med brystet, men havde også et enormt behov for at tale om mor og far og alle de ting, der var kommet frem og som havde sat alt i et nyt lys for vedkommende. Vi snakkede længe og der var nogle ting vi fandt frem til omkring både mor og far som er langt mere mørke og fucked up end vi havde kunnet acceptere i alle de år.

Jeg fortalte Jonatan ting som Ronja havde fortalt mig både om sig selv, men også om Birk og deres oplevelser med mor og far.

Alle vores historier tegner til sammen et billede af at alting har altid været løgn. Alting. Og jeg havde brug for at fortælle dem alle sammen hver gang jeg har talt med dem, at de gerne vil hinanden fordi vi har været så splittede, at det næsten kun er mig der har kontakt med alle på et eller andet plan. Og nu ved vi alle sammen godt at vi aldrig hadede hinanden. Det hele var løgn altid så mor og far kunne splitte os ad.

Jeg nævnte Kærestes bekymring om at mor ville dukke op foran vores dør en dag og så grinte Jonatan og sagde: Mor kommer sgu ikke hele vejen derop. Det gider hun ikke. Hun vil jo kun have at man kommer til hende. Og det var også sådan jeg selv havde opfattet det, men det er jo svært at overbevise Kæreste for han er totalt i protector-mode for tiden og er meget bange for at jeg bliver stresset igen.

Lige nu overvejer jeg hvad jeg skal gøre. Om jeg skal kontakte mor og far før jeg bliver opereret så jeg kan få dem til at slappe af og lade mine søskende være, eller om jeg skal vente til senere. Før lyder jo bedst, men synes det er så latterligt at jeg næsten er tvunget til at gøre noget for at stoppe dem, for de skal ikke råbe ad mine søskende på gaden fordi jeg ghoster.

Suk. Jeg har endda overvejet at forhandle med dem, at de godt kan se mig og vi godt han holde kontakten, hvis jeg aldrig hører noget om at de har opsøgt de andre for at køre på dem på nogen måde.

Jonatan og Tvebak var uvidende mit læhegn i mange år fordi mor og far brugte al deres tid på dem og deres børn. Jeg var mindre interessant fordi jeg er barnløs og bor to timer væk. Måske er det min tur til at være Jonatan og Tvebaks læhegn, så de kan få noget fred. Og egentlig også Ronja og Birk, for mor og far har også slimet sig ind på Birk fornylig på en måde som Birk finder mærkelig og grænseoverskridende. Og Birk har også børn. De var bare aldrig noget værd før mor mistede adgang til sine biologiske børnebørn.

Der er mange grunde til, at jeg valgte at være barnløs og de handler ikke alle sammen om min mor, men det her mønster er bestemt noget af det jeg har været lettet over at undslippe. Det eneste jeg ikke kan undslippe er, at jeg deler DNA med min mor og det betyder at jeg er hendes trøstepræmie, hvis hun får sin vilje.

Så ja, operationen ligger ret langt nede på listen over ting, der optager mig ligenu. Det gode er at endorfinerne gør mig mindre ængstelig omkring mors og fars kontaktforsøg.

Jonatan, Tvebak og Ronja har kraftigt frarådet mig at tale med vores forældre og Tvebak er især ængstelig over om de vil chikanere mig de næste mange måneder ligesom de gjorde med Tvebak, da vedkommende forsøgte at skubbe dem på afstand. Jeg er dog ikke så bekymret. Igen: jeg har ikke børn. Mor og far elsker mig ikke for andet end min evne til at tegne og mor har jo selv sagt, at hun er lettet over, at jeg aldrig fik børn fordi jeg ville være en elendig mor.

Men hvis jeg skal tro Jonatan ret, og det gør jeg, så var mor aldrig min mor og far var aldrig min far. Det var Jonatan, der kom hjem fra skole og fodbold hver dag, i en alder af 12 år og skiftede min ble og beroligede mig fordi jeg havde skreget og grædt i armene på mor og far og kun kunne sove og pludre hos Jonatan.

Måske ville jeg blive en forfærdelig mor, men jeg blev et ordentligt menneske fordi jeg havde Birk, Ronja og Jonatan til at vise mig vejen. Og da Tvebak kom til, mærkede jeg hvad det vil sige at elske noget, der er mere kostbart end dig selv.

Måske blev vi normale fordi vi havde hinanden og trods alle vores forældres løgne og splid, så tilgav vi og prøvede gang på gang at finde hinanden uanset hvor grumt det blev mellem os.

Jeg kan klare alt når jeg har dem. Jeg kan klare mor og far. Jeg er ikke bange overhovedet. De råbte ad min Tvebak på åben gade.

Bring it, bitches.

Jeg var på hospitalet i går og skal ind og MRI-scannes i morgen.

Det er ikke kræft, men forstadiet til det, hvilket er voldsomt nok i sig selv, for alt efter hvad deres undersøgelser siger, så skal det ene bryst måske/måske ikke skæres helt af indenfor de næste par uger.

Man kan sige meget om det danske sundhedsvæsen angående psykisk sundhed, men når det kommer til kræft, så fås det sgu ikke bedre. Hvor ville vi dog redde mange liv, hvis psykiatrien havde samme prioritet som kræftafdelingen. Dear lord.

Det er gået fra 0 til 100 med dette forløb. De har været nådesløse med at få skubbet mig i gang med det hele og det har jo så vist sig at være rigtig godt, for hvis jeg ikke havde taget imod deres tilbud om privathospital til at få taget mammogram, men i stedet havde ventet til februar, hvor det offentlige havde tid til mig, så havde knuden måske udviklet sig til rigtig kræft i det tidsrum.

Den største overraskelse for mig er, at vi har modtaget så meget omsorg og velvilje fra de folk, vi har fortalt nyheden til: Mine svigerforældre ved det, mine tre tætteste venner og deres familier ved det og min tætteste kollega og hans familie ved det. Og så selvfølgelig også de professionelle, der har håndteret mig indtil videre.

Det er utroligt rart at vide, at vi ikke er alene.

Jeg har ikke fortalt mine søskende nyheden, fordi jeg synes, de dealer med nok dårlige nyheder i deres egne liv for tiden. Nogle af dem har også stress-sygdomme så øh, nej. Det smider vi ikke lige på deres tallerken lige nu.

Kæreste er lidt frustreret over, at vi bare aldrig kan få fucking fred. Han havde planlagt en hyggelig sommerferie til os, som skulle være afstressende oven på en hård periode for os begge. Nu kommer vi til at bruge den på kræftafdelingen i stedet.

Jeg har været meget ynkelig de sidste 24+ timer. Det hjalp en del da min bedste veninde ringede mig op på Signal og vi havde en dejlig lang snak om alt og intet her til aften. Hun fortalte mig at hun havde kigget på flybilletter til Danmark efter, hun modtog nyheden i går, men at hun ville afvente med at gøre noget før hun havde snakket med mig.

Kan godt være, at det hele er lidt noget pis for tiden med alle de ting i mit liv, der sejler og nu med denne ikke-kræft oveni, men det er trygt at vide at der trods alt er folk omkring mig. Får mig til at føle at selvom jeg har fejlet stort set alting i mit liv tusind gange og nu gør det igen, så har jeg i det mindste valgt de rigtige mennesker til at være mit bagland denne gang. Det gør det hele er lidt mindre skræmmende.

Det er selvfølgelig en smule kejtet at dele det herinde, men jeg har både behovet for at lukke det ud et sted, men håber også, at hvis det her skulle ske for nogle af jer engang i fremtiden, så kan I være forsikrede om, at I er i trygge og omsorgsfulde hænder!

Kram til jer alle og håber, at I overlever varmen <3